Jette er stadig min far
‘Det var mange små ting over rigtig mange år, der førte hen til, at jeg fandt ud af, at min far er transkønnet.’ Sådan fortæller Jeanette, men hvordan er det at finde ud af, at far altid har følt sig som kvinde?
Af Janê Gad Akrawi, Markus Hjelmager Sørensen og Sofia Morre Christensen
Da Jeanette Clemmensen fik hue på, deltog hendes far i herretøj. Siden den dag har faren skiftet juridisk køn og hedder nu Jette. Foto: privat.
“Første gang, jeg fandt dameskoene i str 43, tænkte jeg, at det måtte være min mor, der havde købt forkert.”
Jeanette Clemmensen var ti år gammel, da hun begyndte at lægge mærke til, at der stod damesko i huset i en anden størrelse end morens, og at hendes far ofte havde lidt feminine bluser på. En gang imellem stod der en neglelak fremme på bordet - og det har Jeanettes mor aldrig brugt.
Jeanette var forvirret. Hun forsøgte selv at finde ud af, hvad der foregik, ved hjælp af internettet, og hun konkluderede inden længe, at hendes far formentlig var transkønnet. Alligevel gik der ti år mere, før Jeanette mødte Jette.
HVAD BETYDER DET AT VÆRE TRANSKØNNET?
At være transkønnet betyder, at ens kønsidentitet ikke stemmer overens med det biologiske køn og det tildelte køn.
​
Siden 2014 har transpersoner kunne skifte navn og CPR nummer, og dermed navn, så det stemmer overens med det køn de udtrykker og identificerer sig med, uden at det er en nødvendighed at få en kønsskifteoperation.
​
De senere år har antallet af henvisninger til udredning hos Center for Kønsidentitetforhold (tidligere Sexologisk klinik) været stødt stigende, viser statistikken fra Rigshospitalet. Det betyder dog ikke, at der er kommet flere transpersoner i Danmark, men blot at flere er begyndt at komme ud.
​
Fra 2008-2019 er 2409 personer blevet henvist til Center for Kønsidentitetsforhold.
Transpersoner i popkulturen
Transpersoner og deres rettigheder får mere og mere opmærksomhed i Danmark og resten af verden. Fra filmen ‘The Danish Girl’, som handler om den første transperson i historien, til Caitlyn Jenner fra den amerikanske serie ‘Keeping up with the Kardashians’. Men disse eksempler hælder mere mod at være ‘freakshows’, og kan dermed gøre ondt værre, i stedet for at hjælpe med at normalisere transkønnede som en del af samfundet. Det mener Rikke Pristed, Klinisk psykolog med speciale i sexologisk rådgivning. Derfor er det også utroligt vigtigt, at biograffilmen ‘En helt almindelig familie’ handler om netop det. En helt almindelig familie.
I filmen følger vi den elleveårige Emma, hvis far springer ud som transperson og gennemgår transitionen til kvinde. Vi får indblik i Emmas kamp med at acceptere ændringerne i familien, og vi ser både de gode og dårlige øjeblikke i hendes forhold til faren.
“Denne her film er ekstremt vigtig, fordi det er den første med den indgangsvinkel, og den giver os en fælles referenceramme. En måde vi kan tale om tingene på. Selvom den foregår omkring år 2000, så er det i en nogenlunde nutidig kontekst. Så på den måde er den ekstremt vigtig”, siger Rikke Pristed.
Der kom altid et eller andet i vejen
Ligesom Emma fra ‘En Helt Almindelig Familie’ har Jeanette Clemmensen en transkønnet far, Jette Clemmensen. Jette har længe vidst, at hun var en kvinde, og det samme har hendes kone, Jeanettes mor. Alligevel var det aldrig noget, der blev talt om med børnene. Der kom altid et eller andet i vejen der gjorde, at Jette ikke mente, at det var det rigtige tidspunkt. Hvad enten det var eksaminer, kærestesorger eller konfirmationer. Og så var det, at være transkønnet, stadig tabubelagt i Jeanettes barndom.
“Det er jo mange år siden, og dengang talte man ikke om sådan noget, det var stadig tys tys. Og i realiteten gik jeg selv oppe i mit dumme hovede og skammede mig over, at jeg var sådan,” siger Jette.
I stedet gik Jeanette selv og stykkede brikkerne sammen, indtil hun en dag, ved et tilfælde, mødte sin far. I dametøj.
Mødet med Jette
I november 2017 skete det. Jeanette var tidligt ude med sine julegaver det år og skulle i Kop og Kande efter et fad til et familiemedlem. Hun lagde mærke til, at forældrenes bil holdt på parkeringspladsen. Og hun lagde mærke til, at det var Jette, som sad i bilen. I pigetøj. Hun sad længe i bilen og overvejede, om hun skulle gå over til Jette, gå ind i butikken eller bare køre hjem. ‘Men nej’, tænkte hun, ‘nu har det stået på længe nok’.
Det er vigtigt at have nogen at snakke med
I dag er Jeanette Clemmensen midt i tyverne, og hendes forhold til faren er blevet styrket af mødet dengang på parkeringspladsen. Hun nyder godt af endelig at kunne tale om den hemmelighed, der fyldte så meget i hendes bevidsthed, da hun var barn.
“Man kan godt føle sig meget alene, når ens forælder viser sig at være transperson. Jeg følte, at jeg var den eneste i verden, der gik igennem det her, så derfor kunne det have været rart at have haft nogen, der kunne sætte sig ind i situationen, at tale om det med,” siger hun.
STØTTEGRUPPER FOR PÅRØRENDE TIL TRANSPERSONER
Der findes to støttegruppemuligheder for pårørende til transpersoner i Danmark.
Det har ikke været muligt at finde et netværk til børn af transpersoner.
Og ensomheden kan psykolog Rikke Pristed godt forstå og genkende fra sine egne klienter. Forskningen på området viser, at det, der er vigtigst for alle parter i processen, er et godt psyko-socialt netværk. Det vil sige, at man har nogle at tale med, og som er kvalificeret til at rådgive om det. Men dem er der mangel på, ikke bare i Danmark, men i hele Europa, og den hjælp, der er tilgængelig i dag, er ikke tilstrækkelig, fortæller hun.
“Det nytter ikke noget, at man kan få hjælp af en eller anden familiebehandler i kommunen, som ikke aner noget som helst om, hvad det her er. Man skal have nogen, der ved noget om det, ellers så kan det jo nærmest gøre ondt værre.”
Klik her for at høre Rikke Pristed fortælle om sammenligneligheden mellem synet på transpersoner i dag og synet på homoseksuelle for 20 år siden. Lyd: Sofia Morre Christensen.
Det er hårdt at være teenager
Det var sværest for Jeanette i teenagealderen, hvor hun var bange for, at hvis hun havde venner eller kærester med hjemme, så ville de opdage Jettes hemmelighed. Derfor blev det til sidst nemmere bare at tage hjem til de andre.
“Det, at jeg aldrig ville få en normal familie, var meget svært for mig. Jeg var sikker på, at folk ville kigge mærkeligt på mig og synes, jeg var mærkelig, fordi min far er transperson,” fortæller Jeanette.
Og den følelse kan stadig godt genere Jeanette i dag.
“Jeg har ikke vænnet mig hundrede procent til at være ude i offentligheden med Jette. Jeg føler stadig at folk kigger, og det bryder jeg mig ikke om,” siger Jeanette.
Jette har også bemærket blikkene, men for hende betyder de ikke så meget.
Men der kan være noget om, at folk kigger mere efter Jette end for eksempel en transmand, fortæller Rikke Pristed.
“Børn af transmænd har det ofte nemmere end børn af transkvinder, fordi transmænd lettere passerer som ciskønnede i samfundet, og de tiltrækker sig ikke ligeså meget opmærksomhed. Derfor er det også lettere for børn af transmænd, for der er ikke nogen, der nødvendigvis kan se, at deres forælder er transkønnet,” forklarer hun.
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
Manglende undervisning på sundhedsfaglige uddannelser
Noget, der på den lange bane vil hjælpe pårørende til transkønnede, som for eksempel Jeanette, er højere grad af uddannelse hos alle sundhedsfaglige uddannelser. Det mener psykolog Rikke Pristed, som tog noget af sin uddannelse i Norge, hvor hun også opdagede den manglende viden på området i Danmark, i forhold til vores naboer mod nord.
“Alle sundhedsfaglige personer kommer i kontakt med transpersoner eller mennesker, som er i familie med transpersoner, på et eller andet tidspunkt. Tænk nu hvis en transperson bliver mødt af nogen, der ikke ved, hvad det er, og som måske stadigvæk tror, det er en psykisk sygdom, eller at folk, som bliver indlagt, bliver mødt med fordomme og fobier. Det er så vigtigt, at det bliver en del af alle sundhedsfaglige uddannelser at få viden om, hvad det vil sige at være transperson.”
I forbindelse med artiklen har vi taget kontakt til følgende politikere for at få en kommentar til Rikke Pristeds forespørgsel af mere undervisning i transkønnethed på sundhedsfaglige uddannelser: Astrid Carøe (SF), ligestilling- og LGBT-ordfører; Rasmus Langhoff (S), sundhedsordfører og Kirsten Normann Andersen (SF), men ingen af dem har haft lyst til at kommentere.
​
​
‘Nu kan jeg endelig få at vide, hvad der foregår’
Jette befandt sig på parkeringspladsen den dag på grund af et lægebesøg. Hun ville lige blive i bilen for at høre en udsendelse fra P1 færdig, inden hun skulle ind til lægen. Hun havde set datterens bil køre forbi, og lige pludselig stod hun ved siden af bilen i færd med at åbne døren.
Jeanette forsøgte at berolige sine nerver, hun ville gerne have, at det ‘hej’, hun fremsagde, lød som om, det var det mest naturlige møde i hele verden.
“Hej min skat,” sagde Jette, “så fik du endelig møde Jette’”. Og så løb tårerne ned af datterens kinder. Jette frøs fuldstændig til is. Åh gud, tænkte hun, hvad har jeg gjort?
“Er det så slemt?”
“Nej, det er det ikke, men nu kan jeg endelig få at vide, hvad der foregår.”
Siden den dag på parkeringspladsen er Jette og Jeanettes forhold blevet langt mere åbent.
“Jeg har fået et langt bedre forhold til min far end jeg havde tidligere, fordi der ikke er nogle hemmeligheder længere. Førhen skulle jeg altid informere mine forældre om, at vi kom på besøg, fordi jeg vidste, at så skulle Jette lige nå at skifte tøj. Det skal jeg ikke i dag, nu kan jeg bare komme uanmeldt på besøg,” siger Jeanette.
“Det har givet en fantastisk frihed. Nu kan jeg være mig selv uden at skulle gå og gemme ting. Før i tiden skiftede jeg til jeans og en bluse når de kom på besøg. Og nogle gange glemte jeg lige at tage neglelakken af eller øreringene ud. Men det er ligemeget nu. Nu er jeg bare mig,” siger Jette.
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
Mister jeg min far?
Et af de spørgsmål, som kan fylde meget for pårørende til transpersoner, handler om, hvordan forholdet til ens familiemedlem kommer til at ændre sig på grund af transitionen. Jeanette var også bange for at miste sin far i processen, og det var også noget af det første, hun og Jette talte om, efter de havde mødt hinanden.
“Og jeg svarede jo selvfølgelig, at hun aldrig nogensinde ville miste sin far. At uanset, om jeg malede mig grøn eller gul eller blå, så ville jeg altid være hendes far. Det kan man ikke lave om på,” fortæller Jette om samtalen med datteren.
Og der er loven enig. Uanset, om en transperson gennemgår et juridisk kønsskifte, anses vedkommende stadig for at være far eller mor for deres børn.
“Far er ikke et køn, far er en funktion. Det er en relation, som på en eller anden måde er uafhængig af biologien. Hvis det skulle være, at man kommer sent ud i forhold til nogen, så er man selvfølgelig stadigvæk far eller mor, afhængigt af, hvad man har været indtil da,” siger psykolog Rikke Pristed.
Og den far-funktion mener Jette stadig, at hun varetager i forholdet til sin datter.
“Når hun har problemer og har brug for sin far, så er jeg der selvfølgelig med det samme, men bare som kvinde. Jeg kan jo stadig alle de ting, jeg kunne før,” siger hun.
Jeanette kan dog alligevel stadig savne farrollen en gang imellem.
“Men det er mest, fordi samfundet i dag primært hedder far og mor, og der er rigtig mange fordomme omkring transpersoner. Så på den måde kunne jeg godt mangle en farrolle, specielt i forhold til den mandehørm, der kunne være i forhold til min kæreste,” siger Jeanette.
​
Populærkulturen hjælper på accepten
For, at transpersoner og deres pårørende skal blive mere accepterede og mindre diskriminerede i samfundet, skal de optræde mere i populærkulturen, ligesom det skete i filmen ‘En helt almindelig familie’.
“Selvom det her er en proces, der går uendeligt langsomt, altså i sneglefart, så er den her film helt klart en stor, stor hjælp.”
I dag er både Jeanette (venstre) og Jette (højre) glade for, at der ikke er hemmeligheder mellem dem.
Fotos: privat.
Jeanette ville i dag ønske, at hun at vide, at Jette er kvinde, allerede som barn, så der ikke havde været noget at vænne sig til. Foto: privat.